Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 22 af 31. maj 2001 om kystnært fiskeri efter hellefisk.

 

I medfør af §§ 10, 11, 13 stk. 2 , 22, 23, 26, 33 stk. 2 og 34 stk. 3 i landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri, som senest ændret ved landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998, fastsættes:

 

Gyldighedsområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved fiskeri efter hellefisk med et fartøj, som er mindre end 75 BRT/120 BT, og som drives i området mellem kysten og en linie, der ligger tre sømile uden for basislinierne for fiskeriterritoriet.
Stk. 2. Ved et "fartøj" forstås i denne bekendtgørelse ethvert transportmiddel til vands eller lands, der benyttes i forbindelse med fiskeri, jf. § 4 stk. 7 i Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri.
Stk. 3. Kommunegrænserne i denne bekendtgørelse er fastsat ved Landstingslov om Grønlands inddeling i landsdele og kommuner.

 

Erhvervsmæssigt hellefiskefiskeri

§ 2. Erhvervsmæssig fiskeri efter hellefisk er betinget af licens. Licensen skal angive hvilket fartøj eller hvilke fartøjer, der anvendes. Licensen er tidsbegrænset og udstedes for højst ét år af gangen.
Stk. 2. I licensen kan der fastsættes begrænsning i retten til fiskeriområde.

§ 3. Licens eller en kopi heraf skal medbringes under fiskeriet.

 

Fartøjer til erhvervsmæssigt hellefiskefiskeri

§ 4. Erhvervsmæssigt fiskeri efter hellefisk i Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Ilulissat, Uummannaq og Upernavik kommune er ikke tilladt for fartøjer større end 19,99 BRT/31,99 BT samt fartøjer med licens til rejefiskeri.

§ 5. I Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Ilulissat og Uummannaq kommune må licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter hellefisk med et fartøj større end 5 BRT/8 BT, som ikke tidligere har udøvet fiskeri efter hellefisk, ikke udstedes medmindre anden tilsvarende fangstkapacitet udgår af dette fiskeri.

 

Redskaber til erhvervsmæssigt hellefiskefiskeri

§ 6. Erhvervsmæssigt fiskeri efter hellefisk med garn eller trawl er ikke tilladt.
Stk. 2. Dog er det tilladt at fiske med garn frem til 30. juni 2001 i Ilulissat kommune inden for et område, der afgrænses af følgende punkter:
- 69o22' N, 51o08'8 W
- 69o22' N, 51o03' W
- 69o12'5 N, 51o12'1 W
- 69o08'4 N, 51o08'5 W
- 69o08'4 N, 51o14'3 W
- 69o12'5 N, 51o18' W og
- 69o22' N, 51o08'8 W
Stk. 3. Ved garnfiskeri efter hellefisk gælder et mindstemål for maskestørrelsen i nettet på 220 mm.

§ 7. Fiskeredskaber skal mærkes med enten ejerens navn og adresse eller fartøjets navn og havnekendingsbogstaver. Mærket skal være i et vandbestandigt materiale. På synkegarn fæstes mærket til overlinen. På langliner fæstes mærket til selve langlinen. På alle passive redskaber skal de anvendte afmærkningsbøjer være mærket tilsvarende.

 

Fangsten og melding om indhandling

§ 8. Fangsterne fra erhvervsmæssigt hellefiskefiskeri skal landes til et indhandlingsskib eller indhandlingssted i Grønland. Ved et indhandlingsskib eller indhandlingssted forstås en af myndighederne godkendt autoriseret indhandler af fisk.
Stk. 2. Undtaget herfra er fartøjer med tilladelse til forarbejdning om bord.

§ 9. Indhandlingsstedet skal give oplysning til Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK) om indhandling af hellefisk. Følgende oplysninger skal gives:
1) Indhandlingssted (by/bygd samt kommune)
2) Indhandlers og/eller fartøjets navn
3) Indhandlers cpr. nummer og/eller fartøjets registreringsnummer samt licensnummer
4) Indhandlede mængder i kilo med angivelse af behandlingsgrad så som MHUI (med hoved uden indvolde), UHUI (uden hoved og uden indvolde) og UHHI (uden hoved, halefinne og indvolde)
5) Fangstfelt eller position
Stk. 2. Oplysningerne sendes for hver måned, senest den 15. i efterfølgende måned, pr. brev, fax eller edb-læsbar format (efter aftale med GFLK) til GFLK, Box 501, 3900 Nuuk, Telefaxnr:32 32 35 eller 32 32 36.

 

Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri

§ 10. Fiskeri efter hellefisk til eget forbrug er tilladt for alle danske statsborgere med fast bopæl i Grønland. Statsborgere fra andre lande end Danmark, som har fast bopæl i Grønland og har haft det i 2 sammenhængende år, sidestilles med danske statsborgere, jf. § 8 stk. 1 i Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at bruge garn eller trawl ved hellefiskefiskeri til eget forbrug. Alle benyttede redskaber skal være mærket med ejerens navn, jf. § 7.

 

Kontrol

§ 11. Fartøjer, som er omfattet af denne bekendtgørelse, er pligtige til at samarbejde med GFLK, Grønlands Kommando (GLK) og politiet under disse myndigheders udøvelse, jf. § 27-29 i Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri.
Stk. 2 Fartøjerne skal sikre, at GFLK´s, GLK´s og politiets medarbejdere har uhindret adgang til alle fartøjets afdelinger ombord af relevans for kontrollen.

 

Dispensationer

§ 12. Direktoratet for Erhverv kan dispensere fra bestemmelsen i § 1 stk. 1 for områder, hvor der ikke foregår fiskeri med mindre fartøjer og hvor et fiskeri med større fartøjer ikke vil kunne være til gene for udviklingen af et lokalt fiskeri.
Stk. 2. Direktoratet for Erhverv kan dispensere fra §§ 4 og 5, såfremt de disponible fangstmængder, den forhåndenværende fangstkapacitet og hensynet til en hensigtsmæssig geografisk udvikling af hellefiskefiskerierhvervet tilsiger dette.

 

Foranstaltninger

§ 13. Overtrædelse af § 2, § 3, § 4, § 6, § 7, § 8, § 9, § 10 stk 2, § 11 samt tilsidesættelse af vilkår for licens medfører bøde.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller et partrederi kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Stk. 3. Kriminallovens regler om konfiskation finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Overtrædelse af betingelserne i licensen kan medføre begrænsninger i retten til at udnytte den, samt under skærpende omstændigheder eller i gentagelsestilfælde inddragelse af retten. Beslutning herom træffes af Direktoratet for Erhverv, og kan inden 15 dage fra kundgørelsen indbringes for Grønlands Landsret jf. § 21 stk. 3 i Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri.
Stk. 5. Sager om foranstaltninger behandles i øvrigt efter bestemmelserne i Kap. 13 i Fiskeriloven.

 

Ikrafttræden

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft 1.juni 2001.
Stk. 2. Samtidig ophæves hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 17 af 9. maj 2001 om kystnært fiskeri efter hellefisk.




Grønlands Hjemmestyre, den 31. maj 2001.




Simon Olsen

/

Jørn Birk Olsen